Der var engang en gammel so med tre små grise, og da hun ikke havde midlerne til at forsørge dem, sendte hun dem ud i verden for at søge lykken.

Den første, der gik af sted, mødte en mand med et bundt halm og sagde til ham: "Vær så venlig, mand, giv mig det halm til at bygge et hus til mig"; hvilket manden gjorde, og den lille gris byggede et hus af det. Snart kom der en ulv forbi, bankede på døren og sagde: "Lille gris, lille gris, lad mig komme ind."

Hvorpå grisen svarede: "Nej, nej, ved hårene på min hage-hage-hage."

"Så vil jeg puste og puste og blæse dit hus omkuld!" sagde ulven. Så pustede og pustede han, og han blæste huset omkuld og spiste den lille gris.

Den anden gris mødte en mand med en bunke tornekvas og sagde: "Vær så venlig, mand, giv mig det tornekvas til at bygge et hus til mig"; hvilket manden gjorde, og grisen byggede sit hus af det.

Så kom ulven forbi og sagde: "Lille gris, lille gris, lad mig komme ind."

"Nej, nej, ved hårene på min hage-hage-hage."

"Så vil jeg puste og puste og blæse dit hus omkuld!" Så pustede og pustede han, og han blev ved med at puste, indtil huset til sidst blæste ned, og han spiste den anden lille gris.

Den tredje lille gris mødte en mand med et læs mursten og sagde: "Vær så venlig, mand, giv mig de mursten til at bygge et hus til mig"; manden gav ham murstenene, og han byggede sit hus af dem. Så kom ulven, som han havde gjort med de andre små grise, og sagde: "Lille gris, lille gris, lad mig komme ind."

"Nej, nej, ved hårene på min hage-hage-hage."

"Så vil jeg puste og puste og blæse dit hus omkuld."

Nå, han pustede og pustede, og han pustede og pustede, og han pustede og pustede; men han kunne ikke blæse huset ned. Da han indså, at han trods al sin pusten og stønnen ikke kunne blæse huset ned, sagde han: "Lille gris, jeg ved, hvor der er en dejlig mark med roer."

"Hvor?" sagde den lille gris.

"Åh, på hr. Smiths hjemmemark; og hvis du vil være klar i morgen tidlig, kommer jeg og henter dig, så kan vi sammen gå ud og hente nogle til middag."

"Meget godt," sagde den lille gris, "jeg vil være klar. Hvornår har du tænkt dig at gå?"

"Åh, klokken seks."

Nå, den lille gris stod op klokken fem og hentede roerne og var hjemme igen før klokken seks. Da ulven kom, spurgte han: "Lille gris, er du klar?"

"Klar!" sagde den lille gris, "jeg har været der og tilbage igen og hentet en dejlig grydefuld til middag."

Ulven blev meget vred over dette, men besluttede sig for at narre den lille gris på en anden måde; så sagde han: "Lille gris, jeg ved, hvor der er et dejligt æbletræ."

"Hvor?" sagde grisen.

"Nede i Merry-garden," svarede ulven; "og hvis du ikke snyder mig igen, kommer jeg efter dig i morgen klokken fem, så kan vi sammen gå ud og plukke nogle æbler."

Nå, den lille gris vågnede næste morgen klokken fire og skyndte sig af sted for at plukke æblerne i håb om at komme tilbage, før ulven kom; men da han havde længere at gå og desuden skulle klatre i træet, så han lige da han kom ned fra træet, ulven komme, hvilket skræmte ham meget, som du nok kan forestille dig. Da ulven nærmede sig, udbrød han: "Lille gris, hvad! Er du allerede her? Er det dejlige æbler?"

"Ja, de er lækre," svarede den lille gris; "jeg kaster et ned til dig." Han kastede det så langt væk, at mens ulven var optaget af at samle det op, sprang den lille gris ned og løb hjem.

Næste dag kom ulven atter og spurgte den lille gris: "Lille gris, der er et marked i eftermiddag inde i byen: vil du med?"

"Åh, ja," sagde grisen, "jeg vil gerne med; hvornår skal vi være klar?"

"Klokken tre," sagde ulven.

Så gik den lille gris, som sædvanligt, af sted før tiden, kom til markedet og købte en smørkærne og var på vej hjem med den, da han pludselig så ulven komme. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Derfor kravlede han ind i kærnen for at gemme sig, og idet han gjorde det, væltede den rundt, og den begyndte at rulle og rullede ned ad bakken med grisen inden i, hvilket skræmte ulven så meget, at han løb hjem uden at have været på markedet.

Ulven gik til den lille gris' hus og fortalte grisen, hvor bange han havde været for en stor, rund ting, der kom rullende ned ad bakken forbi ham.

Så sagde den lille gris: "Ha! Jeg skræmte dig, gjorde jeg ikke? Jeg havde været på markedet for at købe en smørkærne, og da jeg så dig, kravlede jeg ind i den og rullede ned ad bakken."

Ulven blev da meget vred og erklærede, at han ville spise den lille gris, og at han ville komme ned gennem skorstenen efter ham.

Da den lille gris så, hvad han havde i sinde, hængte han en gryde fuld af vand op og tændte en flammende ild, og lige da ulven kom ned, tog han dækslet af gryden; og ned i den faldt ulven. Den lille gris satte straks dækslet på igen, kogte ham og spiste ham til aftensmad og levede lykkeligt til sine dages ende.