For længe siden ejede en vis konge og en venlig dronning et halsbånd anderledes end noget andet. Det havde perler fra fjerne have—mælkehvide, rosebløde og månelyse. Rejsende og søfolk havde bragt dem fra stormende vande og stille laguner. Halsbåndet skinnede som en snor af små måner. Men der var et rum lige i midten, hvor der manglede én perle.

"Det vil være den fineste af dem alle," sagde dronningen. "Når den sidste perle er fundet, vil halsbåndet være fuldendt."

Den kongelige juveler rettede på sine briller og bukkede. "Deres Majestæter," sagde han, "jeg har poleret perler fra hvert hav, og jeg har aldrig set én, der hører hjemme i det tomme rum. De gamle bøger siger, at den sidste perle ikke findes i havet. Den er født af en tåre."

"En tåre?" hviskede prinsessen. "Fra løg?"

Juveleren smilede og rystede på hovedet. "Ikke fra løg, Deres Højhed. Den sidste perle siges at være lavet af en enkelt tåre, der falder fra et hjerte, der er rent og ægte. Kun sådan en tåre kan hærdes til en perfekt perle."

Kongen tænkte et øjeblik. Så sendte han budskab ud i hele kongeriget: Den, der kunne bringe sådan en tåre, ville blive æret, og perlen ville blive sat i dronningens halsbånd. Folk kom fra byer og gårde, fra teatre og skibe. De bragte deres tårer i små krystalglas, hver enkelt lukket som en skat.

En berømt skuespiller kom først. "Jeg kan græde på hundrede måder," sagde han, og det gjorde han—tårer for sorg, for glæde, for en tabt hund i et skuespil. Juveleren tog en dråbe og placerede den forsigtigt på en sølvske. Månelyset gled gennem vinduerne og lagde sig over den som et blødt tæppe. De ventede. Dråben forblev våd og rullede væk. "Det er klogt at græde," sagde juveleren blidt, "men perlen vil ikke dannes."

Dernæst kom en stolt adelskvinde med et lommetørklæde fugtigt af tårer. "Jeg græd, da min rival bar en kjole finere end min," pustede hun. Juveleren prøvede hendes tåre. Den falmede og blev grå. "Dette er en misundelseståre," sagde han. "Den kan ikke skinne."

En digter bragte en tåre, han havde samlet, mens han læste et trist digt. En rig købmand tilbød tårer fældet over en knust krukke parfume. En soldat gav en tåre for sin tabte medalje. Folk græd over ting, de havde tabt eller ønskede at vinde eller frygtede at miste. Juveleren testede dem alle under stjernelys, på rosenblade, i muslingeskaller, på koldt glas. Ingen af tårene blev hårde og strålende. De gled væk og efterlod kun et lille vådt mærke.

Dage gik. Det tomme rum i halsbåndet syntes at stirre på dem som et manglende ord i en sang. Prinsessen, der elskede historier, besøgte juvelerens bord hver aften. "Vil den sidste perle nogensinde komme?" spurgte hun.

"Vi må blive ved med at lede," sagde dronningen, og hun tog sin datters hånd. "De gamle bøger siger, at hjertet kender vejen."

En vinternat kom en fattig kvinde til paladset med et lille barn svøbt i et tæppe. Barnets kinder var for varme, og dets åndedræt raslede. Kvinden knælede ikke eller bukkede; hun trykkede simpelthen på dørklokken og hviskede: "Vær så venlig." Hendes stemme rystede som et blad.

Dronningen selv åbnede døren, for hun havde for vane at gå på gangene om natten og lytte til kongerigets søvn. Hun bragte parret indenfor til et rum, hvor ilden var blid og varm. Paladslægen kom med bitre urter. Prinsessen bragte vand. Barnet kastede sig og sukkede, tabt i feberdrømme.

Juveleren stod ved siden af med sin lille sølvske, men dronningen løftede en hånd. "Ikke nu," sagde hun. "Lad moderen være med sit barn."

Hele natten sad moderen og så til. Hun fortalte barnet bløde historier om anddammen og det bundt blå kornblomster, barnet engang havde holdt med begge hænder. Hun sang en sang så stille, at lampens flamme bøjede sig ind for at lytte.

Til sidst, nær daggry, lettede barnets åndedræt. Feberen gled væk, som morgenen gled ind i rummet. Barnets øjne åbnede. "Mama?" sagde hun med en tynd, kære stemme.

Moderen bøjede sit hoved. En tåre steg, lys som den første stjerne om aftenen, men nu var det morgen. Den rystede i øjenkrogen og faldt—plop—ind i hendes skålformede hånd.

"Nu," sagde dronningen blødt.

Juveleren trådte frem og holdt vejret. Han lod tåren glide fra moderens håndflade ned på sølvskeen. En lille brise fra vinduet passerede over den, og dråben rullede ikke væk. Den rystede. Den skinnede. Den blev fast og rund, og lys begyndte at leve indeni. Det var ikke et hårdt lys som en fakkel, men en rolig, dyb glød, som om et lille, glad hjerte bankede i perlen.

"Den sidste perle," hviskede juveleren. "En tåre af glæde fra kærlighed, der glemte sig selv."

Han bar den til dronningen, og hun satte den blidt ind i det tomme rum på halsbåndet. Perlerne på hver side lysnede, som om de var lettede over at have fundet deres manglende søster. Da prinsessen kiggede nøje, troede hun, dybt inde i den sidste perle, at se afspejlingen af et lille barns hånd puttet ind i en moders hånd og en døråbning, der åbnede sig mod morgenen.

Kongen kaldte moderen og barnet til den store sal. "Du har givet vores kongerige dets mest dyrebare juvel," sagde han. "Fortæl mig, hvilken belønning du ønsker."

Moderen børstede barnets hår væk fra panden og smilede. "Jeg har min belønning," svarede hun. "Dets feber er væk."

Kongen og dronningen kiggede på hinanden. Så sagde kongen: "Lad der være mere ved til din arne, mere brød til dit bord og åbne døre til paladset, når som helst du har brug for hjælp." Moderen nejede og tog sit barn hjem gennem vintergader, der ikke føltes så kolde længere.

Fra den dag bar dronningen halsbåndet kun på dage, hvor venlighed var udvist i kongeriget: når en bro var repareret, når et skænderi var bilagt, da en herreløs hund fandt sin familie, da en hård vinter blev delt. På de dage skinnede den sidste perle lysest af alle, som om den huskede tåren, der havde skabt den, og ønskede, at hele verden skulle føle den samme varme morgen igen.