Der var engang et kongerige plaget af et vildt vildsvin. Det rev marker op, dræbte kvæg og tvang folk til at holde sig indendørs. Kongen lovede sin eneste datters hånd til den, der kunne dræbe uhyret. Mange mænd prøvede, men uhyret var hurtigere, stærkere og mere ilsint, end nogen anede.

I en lille landsby levede to brødre. Den ældre bror var klog, modig og dygtig til alt, hvad han prøvede. Den yngre bror var beskeden og ærlig med et varmt hjerte. Landsbyens folk elskede begge brødre, men når det kom til pris og ære, talte folk altid først om den ældre bror.

En dag satte de to brødre ud for at jage uhyret. De gik sammen gennem felter og ind i den dybe skov. Ved kanten af skoven delte stien sig. "Vi går hver vej," sagde den ældre bror. "Hvis du støder på fare, blæs i dit horn, og jeg vil komme med det samme. Og hvis jeg har brug for dig, vil jeg blæse." Den yngre bror nikkede og tog sin sti.

Det hændte, at den yngre bror fandt uhyret. Det rasede ud fra et tæt krat ved en klartløbende strøm. Uhyret var enormt og rasende, med hugtænder lange som sværd og øjne som ildkugler. Dets fødder rystede jorden. Broren holdt stand. Han hævede sit spyd og stødte det lige ind i hjertet. Uhyret brølte, sprællede og faldt tungt i græsset.

Stolt og glad trak den yngre bror uhyret ud af krattet og lagde det på stien. "Nu vil jeg skære tungen ud," sagde han til sig selv. "Det vil bevise, hvem der dræbte det." Han trak sin kniv og skar forsigtigt tungen fri. Netop som han lagde den i sin taske, kom den ældre bror ud fra skoven.

Da den ældre bror så det døde vildsvin, skinnede hans øjne af begær. Han ønskede prisen. Han ønskede prinsessen, slottet og æren for evigt. "Lille bror," sagde han langsomt, "du kæmpede godt. Men du er træt nu. Hvil dig lidt." Den yngre bror kiggede på ham med venlige, tillidsfulde øjne. "Jeg tror, jeg vil," sagde han og satte sig på en bunke mos ved siden af bækken.

Bækken rislede. Vinden stilnede af. Broren lukkede sine øjne. Og i det øjeblik hævede den ældre bror sit sværd og slog ham ned. Livet forlod den yngre bror i en eneste, sorgfuld vejrtrækning.

Den ældre bror begravede kroppen under en bro, der lå lidt længere nede ad vejen. Så løftede han uhyret på sin skulder og marcherede lige til paladset. "Jeg har dræbt det!" proklamerede han. Han viste tænderne, pelsen, blodet på jorden. Kongen og hele hoffet jublede. Prinsessen blev lovet væk, selvom hun egentlig intet havde at sige i sagen.

Kun en ting føltes forkert. Den gamle statsråd, som havde ledet mange jagter, kiggede bestyrtet på det. "Hvor er tungen?" spurgte han.

Den ældre bror stoppede. "Det må... det må være faldet af i kampen," stammede han.

Rådet rystede på hovedet. "Tungen falder aldrig ud af et vildsvin, medmindre nogen tager den ud."

Men folk var så glade for at være fri for uhyret, at de ikke stillede flere spørgsmål. Så efter et år blev brylluppet forberedt, og den ældre bror blev hædret som en helt.

En dag gik en fattig hyrde over den samme bro, hvor den yngre bror var begravet. Noget hvidt glimtede i jorden. Han gravede det ud og fandt et ben – langt, rent og blegt, formet som en fløjte. "Måske kan jeg skære et horn til at kalde min flok," tænkte hyrden.

Han formede og glattede benet omhyggeligt. Da han bragte det til sine læber og blæste, skete der noget underligt. Fløjten sang af sig selv, med en dyb, klar stemme, der ikke hviskede, men var højtidelig som et vidne:

"Åh, kære hyrde, der blæser på min hvide knogle, Min bror dræbte mig ved bækken, så farveløs og kold, For vildsvinet i skoven, hvor modige går, For at gifte sig med prinsessen og krone sin svig."

Hyrden tabte næsten hornet. Han lyttede igen. Ordene kom igen, langsomt og sandt som den pureste sandhed. Han rystede og vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han bragte benet til kongen.

I den store hal blæste hyrden på fløjten. Hele hoffet lyttede stille. Hver gang han blæste, sang benet sin sang. Kongens ansigt blev mørkt som torden. "Send bud efter den ældre bror," sagde han.

Da den ældre bror kom, befalede kongen ham at blæse på hornet selv. Mandens hænder rystede. Han bragte det til sine læber og blæste. Fløjten sang, klarere end nogensinde før:

"Åh, kære bror, der blæser på min hvide knogle, Du dræbte mig ved bækken, så farveløs og kold, For vildsvinet i skoven, hvor modige går, For at gifte sig med prinsessen og krone din svig."

Den ældre bror faldt på knæ. Han tilstod alt: drabet, løgnen, begravelsen under broen. Kongen lyttede med koldt raseri. "Tag ham væk," sagde han stille til sine vagter. "Og lad en sten falde, mens han passerer under broen, ligesom hans egen bror gjorde."

Sådan blev den ældre bror straffet. Hans krop blev aldrig set igen, og ingen sang en sang for ham.

Den yngre brors ben blev taget med ære fra under broen og lagt i et fint skrin på kirkegården. Ved hans grav plantede de en busk, som voksede tæt og grøn. I foråret blomstrede den med hvide blomster, og folk kom langvejsfra for at mindes ham. Sangen fra fløjten blev aldrig sunget igen, for sandheden var nu kendt.

Prinsessen blev aldrig tvunget til at gifte sig med nogen, hun ikke ønskede. Hun levede et langt og roligt liv og besluttede selv, hvem hun elskede. Kongen beordrede, at alle skulle huske, at hemmeligheder altid stiger op til overfladen – nogle gange som et horn lavet af ben, nogle gange som en blomst, der vokser fra jorden. Men sandheden, når den bliver hørt, synger altid klart og sandt.