Der levede engang en gammel dronning, hvis mand for længst var død, og hun havde en smuk datter. Da prinsessen blev voksen, blev hun forlovet med en prins, som boede langt væk. Da tiden kom for brylluppet og rejsen til det fremmede kongerige, pakkede den gamle dronning en kostbar medgift: ornamenter, guld og sølv, kopper og juveler – kort sagt alt, hvad der hørte til en kongelig brud, for hun elskede sit barn af hele sit hjerte. Hun gav hende også en kammerpige, som skulle ride med hende og overgive bruden til brudgommens hænder; de fik hver sin hest til rejsen. Prinsessens hest hed Falada og kunne tale.

Da afskedstimen var kommet, gik den gamle mor til sit soveværelse, tog en lille kniv og skar sig i fingeren, så blodet sivede frem. Så holdt hun en hvid klud under fingeren og lod tre dråber blod falde på den. Disse gav hun til sin datter og sagde: "Kære barn, opbevar dette omhyggeligt; det vil være til hjælp for dig på vejen."

Så tog de sorgfuldt afsked med hinanden; prinsessen lagde kluden i sin barm, steg op på sin hest og red afsted for at møde sin brudgom. Da de havde redet i et stykke tid, følte hun en brændende tørst og sagde til sin kammerpige: "Stig ned og fyld min kop, som du har bragt med dig, med vand fra bækken, for jeg er tørstig."

"Hvis du er tørstig," sagde kammerpigen, "stig selv af, læg dig ned ved vandet og drik; jeg er ikke din tjener." Da prinsessen var meget tørstig, steg hun ned, bøjede sig ned over bækken og drak, og hun fik ikke lov til at drikke fra guldkoppen. Hun sagde: "Ak, himmel!" og de tre blodsdråber svarede: "Hvis din mor vidste dette, ville hendes hjerte briste i to." Men den kongelige brud var ydmyg, sagde ikke noget og steg op på sin hest igen.

Hun red nogle få mil videre; men dagen var varm, solen skinnede stærkt, og snart blev hun igen tørstig. Da de kom til en å, kaldte hun endnu en gang på sin kammerpige og sagde: "Stig ned og giv mig at drikke fra min guldkop," for hun havde allerede glemt pigens onde ord. Men kammerpigen sagde endnu mere hovmodigt: "Hvis du vil drikke, drik selv; jeg er ikke din tjener." Da prinsessen var meget tørstig, steg hun af, lagde sig ned ved det rindende vand, græd og sagde: "Ak, himmel!" og bloddråberne svarede igen: "Hvis din mor vidste dette, ville hendes hjerte briste i to." Og mens hun drak og bøjede sig lavt over vandet, gled kluden med de tre blodsdråber ud af hendes barm og flød væk med strømmen, uden at hun i sin angst lagde mærke til det. Kammerpigen havde dog set det, og hun glædede sig over at have fået magt over bruden, for da bruden havde mistet blodsdråberne, var hun blevet svag og hjælpeløs.

Da hun nu ville stige op på sin hest igen, som hed Falada, sagde kammerpigen: "Falada er min, og min gamle hest vil gøre det godt nok for dig;" og prinsessen måtte lade det være sådan. Så befalede kammerpigen hende med hårde ord at tage sine kongelige klæder af og iføre sig en tjenestepiges tarvelige tøj; og til sidst måtte hun sværge ved den frie himmel, at hun ikke ville sige et ord om dette til nogen ved hoffet, og hvis hun ikke havde aflagt denne ed, ville hun være blevet slået ihjel på stedet. Men Falada så det hele og lagde sig det på sinde.

Kammerpigen steg nu op på Falada og den sande brud på den tarvelige hest, og således rejste de videre, til de endelig kom til det kongelige slot. Der var stor glæde over deres ankomst, og prinsen sprang frem for at møde dem, løftede kammerpigen fra hesten og troede, hun var hans brud. Hun blev ført op ad trapperne, men den rigtige prinsesse måtte blive stående nede i gården. Den gamle konge så ud af vinduet og bemærkede, hvor fin, delikat og smuk hun var, og gik straks til de kongelige værelser. Der spurgte han bruden, hvem den vidunderligt dejlige pige var, som stod nede i gården, og som hun havde med sig.

"Jeg tog hende bare med som selskab på vejen," svarede hun; "giv pigen noget at arbejde med, så hun ikke står der og dovner." Men den gamle konge havde intet arbejde til hende og vidste sig intet andet råd end at sige: "Jeg har en lille dreng, som passer gæssene; hun kan hjælpe ham." Drengen hed Curdken, og den sande brud måtte hjælpe ham med at passe gæssene.

Snart derefter sagde den falske brud til prinsen: "Kære mand, jeg beder dig om en tjeneste."

"Med glæde," sagde han.

"Så send bud efter slagteren og lad ham hugge hovedet af den hest, jeg red på; den irriterede mig nemlig på vejen." Men i virkeligheden var hun bange for, at hesten kunne fortælle, hvordan hun havde behandlet prinsessen. Så da tiden kom, hvor den stakkels Falada skulle dø, nåede rygtet også den rigtige prinsesses ører, og hun lovede slagteren i al hemmelighed et stykke guld, hvis han ville gøre hende en tjeneste. I byen var der en stor, mørk port, hvor hun hver aften og morgen måtte passere med gæssene. Ville han være så venlig at sømme Faladas hoved op under den mørke port, så hun kunne se det mere end én gang? Slagteren lovede at gøre, som hun ønskede, huggede hovedet af og sømmede det fast under den mørke port.

Tidligt om morgenen, da hun og Curdken drev deres flok under porten, sagde hun sørgmodigt, da hun gik forbi:

"Falada, Falada, der hænger du!"

Og hovedet svarede:

"Brud, brud, der går du! Ak! ak! hvis din mor vidste det, Hendes hjerte ville briste i to."

Så gik de ud af byen og drev gæssene ud på engen. Og da de kom til engen, satte hun sig ned på en banke og lod sit hår falde løs; det glimtede som rent guld. Curdken så det og var så henrykt, at han løb hen for at tage fat i det; men hun råbte:

"Blæs, blæs, du blide vind, jeg siger, Blæs Curdkens lille hat væk, Og lad ham jage den over dal og bakke, Til jeg har flettet alt mit hår, Og sat det fast igen."

Og der kom et så stærkt vindstød, at den blæste Curdkens hat langt væk over markerne, og han måtte løbe efter den. Da han kom tilbage, havde hun gjort sit hår op igen, og han kunne ikke få fat i det. Da blev han vred og ville ikke tale til hende; således passede de gæssene, til aftenen kom, og så gik de hjem.

Næste morgen, da de red ud gennem den mørke port, sagde pigen:

"Falada, Falada, der hænger du!"

Og Falada svarede:

"Brud, brud, der går du! Ak! ak! hvis din mor vidste det, Hendes hjerte ville briste i to."

Og hun sad igen på engen og begyndte at kæmme sit hår; og Curdken løb hen for at tage fat i det, men hun sagde hurtigt:

"Blæs, blæs, du blide vind, jeg siger, Blæs Curdkens lille hat væk, Og lad ham jage den over dal og bakke, Til jeg har flettet alt mit hår, Og sat det fast igen."

Så blæste vinden og blæste hans hat så langt væk, at Curdken havde travlt med at løbe efter den; og da han kom tilbage, sad hun stille på sin banke med sit hår op igen. Så passede de gæssene til aftenen kom.

Men om aftenen, efter at de var kommet hjem, gik Curdken til den gamle konge og sagde: "Jeg vil ikke længere passe gæs med den pige."

"Hvorfor?" spurgte kongen.

"Åh, fordi hun ærgrer mig hele dagen lang." Så befalede den gamle konge ham at fortælle, hvordan det var. Curdken sagde: "Hver morgen, når vi rider under den mørke port med vores gåseflok, er der et hestehoved på væggen, og hun siger til det:"

"Falada, Falada, der hænger du!"

Og hovedet svarer:

"Brud, brud, der går du! Ak! ak! hvis din mor vidste det, Hendes hjerte ville briste i to."

Og Curdken gik videre med at fortælle kongen, hvad der skete på gåseengen, og hvordan han måtte løbe efter sin hat i vinden.

Men den gamle konge befalede ham at tage flokken ud igen næste dag; og så snart morgenen kom, placerede han sig bag den mørke port for at høre, hvordan pigen talte til Faladas hoved. Og så gik han også ud i marken og skjulte sig i en busk ved engen og så med egne øjne, hvordan gåsepigen og drengen passede deres flok. Efter lidt tid så han, hvordan hun lod sit hår falde løst, og det glimtede i solen. Og så sagde hun endnu en gang:

"Blæs, blæs, du blide vind, jeg siger, Blæs Curdkens lille hat væk, Og lad ham jage den over dal og bakke, Til jeg har flettet alt mit hår, Og sat det fast igen."

Kort efter kom der et vindstød, som blæste Curdkens hat væk, mens pigen stille kæmmede og flettede sine lokker. Alt dette så den gamle konge. Så gik han hjem uden at blive set. Da gåsepigen kom tilbage om aftenen, kaldte han hende til side og spurgte hende, hvorfor hun gjorde alt dette.

"Det må jeg ikke fortælle dig eller noget andet menneske," sagde hun, "for jeg har svoret under den frie himmel ikke at gøre det; for ellers skulle jeg have mistet mit liv." Men den gamle konge tryglede hende så meget, at hun ingen fred fandt, før hun havde fortalt ham hele historien fra første til sidste ord. Og det var en stor lykke for hende, at hun gjorde det. Da kongen hørte det, befalede han, at kongelige klæder skulle bringes til hende, og han blev forbløffet over hendes skønhed, da hun var iført dem. Han kaldte sin søn og fortalte ham, at han havde fået den falske brud, som kun var en kammerpige, mens den rigtige brud stod dér, der havde været gåsepigen. Den unge konge glædede sig af hele sit hjerte, da han så hendes skønhed og ynde; og en stor fest blev forberedt, og alle i riget blev indbudt.

Brudgommen sad for bordenden, med prinsessen på den ene side og kammerpigen på den anden; og kammerpigen var så forblændet af prinsessens glans, at hun ikke genkendte hende. Da de havde spist og drukket og var muntre, stillede den gamle konge kammerpigen en gåde: hvad en fortjente, der således og således havde bedraget sin herre. Og han fortalte hele historien. Så spurgte han: "Hvilken dom fortjener hun?"

"Ingen bedre," svarede den falske brud, "end at hun skal klædes nøgen og lægges i en tønde, som er besat med skarpe søm indvendigt; og to hvide heste skal spændes for tønden og trække hende fra gade til gade, indtil hun er død."

"Du er hende!" sagde den gamle konge; "og da du har dømt dig selv, skal det ske med dig."

Og den unge konge blev gift med sin sande brud, og de regerede over riget i fred og lykke.