En morgen sad en lille kanin på en skrænt.

Han spidsede ørerne og lyttede til klip-klop, klip-klop fra en pony.

En kaleche kom kørende ad vejen; den blev kørt af hr. McGregor, og ved siden af ham sad fru McGregor i sin fineste hat.

Så snart de var passeret, gled lille Benjamin Bunny ned på vejen og gav sig afsted – med et hop, et spring og et hop – for at besøge sine slægtninge, der boede i skoven bag hr. McGregors have.

Den skov var fuld af kaninhuller; og i det pæneste, mest sandede hul af dem alle boede Benjamins tante og hans fætre – Flopsy, Mopsy, Bomuld-hale og Peter.

Gamle fru Kanin var enke; hun tjente til livets ophold ved at strikke kaninuldsvanter og muffer (jeg købte engang et par på en basar). Hun solgte også urter og rosmarinte og kanintobak (som er, hvad vi kalder lavendel).

Lille Benjamin ville egentlig ikke se sin tante.

Han kom rundt om bagsiden af grantræet og snublede næsten oven på sin fætter Peter.

Peter sad alene. Han så forkommen ud og var klædt i et rødt bomuldslommetørklæde.

"Peter," sagde lille Benjamin hviskende, "hvem har fået dit tøj?"

Peter svarede: "Fugleskræmslet i hr. McGregors have," og beskrev, hvordan han var blevet jaget rundt i haven og havde tabt sine sko og jakke.

Lille Benjamin satte sig ved siden af sin fætter og forsikrede ham om, at hr. McGregor var taget ud i en kaleche, og fru McGregor ligeså; og de var væk for hele dagen, for hun havde sin fineste hat på.

Peter sagde, han håbede, det ville regne.

På dette tidspunkt hørtes gamle fru Kanins stemme inde i kaninhullet, der råbte: "Bomuld-hale! Bomuld-hale! hent noget mere kamille!"

Peter sagde, han troede, han måske ville have det bedre, hvis han gik en tur.

De gik hånd i hånd og kom op på den flade top af muren i bunden af skoven. Herfra kunne de se ned i hr. McGregors have. Peters jakke og sko kunne tydeligt ses på fugleskræmslet, toppet med hr. McGregors gamle skotske hue.

Lille Benjamin sagde: "Det ødelægger folks tøj at klemme sig ind under en port; den rigtige måde at komme ind på er at klatre ned ad et pæretræ."

Peter faldt ned med hovedet først; men det havde ingen betydning, da bedet nedenfor var nyharkret og helt blødt.

Den var blevet tilsået med salat.

De efterlod en hel masse mærkelige små fodspor over hele bedet, især lille Benjamin, der havde træsko på.

Lille Benjamin sagde, at det første, der skulle gøres, var at hente Peters tøj tilbage, så de kunne bruge lommetørklædet.

De tog det af fugleskræmslet. Der havde været regn i løbet af natten; der var vand i skoene, og jakken var noget krympet.

Benjamin prøvede den skotske hue, men den var for stor til ham.

Så foreslog han, at de skulle fylde lommetørklædet med løg som en lille gave til hans tante.

Peter morede sig ikke; han blev ved med at høre lyde.

Benjamin var derimod helt på hjemmebane og spiste et salatblad. Han sagde, at han havde for vane at komme til haven med sin far for at hente salat til deres søndagsmiddag.

(Navnet på lille Benjamins far var gamle hr. Benjamin Bunny.)

Salaterne var bestemt meget fine.

Peter spiste ikke noget; han sagde, han gerne ville gå hjem. Straks tabte han halvdelen af løgene.

Lille Benjamin sagde, at det ikke var muligt at komme op i pæretræet igen med en ladning grøntsager. Han førte vejen dristigt mod den anden ende af haven. De gik ad en lille gangbro af planker under en solrig, rød mur.

Musene sad på deres dørtrin og knækkede kirsebærsten; de blinkede til Peter Kanin og lille Benjamin Bunny.

Straks slap Peter lommetørklædet igen.

De kom ind mellem blomsterpotter, rammer og baljer. Peter hørte lyde, der var værre end nogensinde; hans øjne var så store som bolsjer!

Han var et skridt eller to foran sin fætter, da han pludselig stoppede.

Dette var, hvad de små kaniner så rundt om det hjørne!

Lille Benjamin tog et blik, og så, på et halvt minut – kortere end ingen tid – skjulte han sig selv og Peter og løgene under en stor kurv...

Katten rejste sig og strakte sig og kom og snusede til kurven.

Måske kunne hun lide lugten af løg!

Under alle omstændigheder satte hun sig på toppen af kurven.

Hun sad der i FEM TIMER.

Jeg kan ikke tegne et billede til dig af Peter og Benjamin under kurven, for det var helt mørkt, og lugten af løg var forfærdelig; det fik Peter Kanin og lille Benjamin til at græde.

Solen kom rundt bag skoven, og det var ret sent om eftermiddagen; men stadig sad katten på kurven.

Til sidst var der en pitter-patter, pitter-patter, og nogle mørtelstumper faldt fra muren ovenfor.

Katten så op og så gamle hr. Benjamin Bunny balancere langs toppen af muren på den øverste terrasse.

Han røg en pibe kanintobak og havde en lille pind i hånden.

Han ledte efter sin søn.

Gamle hr. Bunny frygtede slet ikke katte. Han tog et enormt spring fra toppen af muren oven på katten og sparkede den af kurven og ind i drivhuset og skrabede en håndfuld pels af den.

Katten var for overrasket til at kradse tilbage.

Da gamle hr. Bunny havde jaget katten ind i drivhuset, låste han døren.

Så kom han tilbage til kurven og tog sin søn Benjamin ud ved ørerne og piskede ham med den lille pind.

Så tog han sin nevø Peter ud.

Så tog han lommetørklædet med løg og marcherede ud af haven.

Da hr. McGregor vendte tilbage omkring en halv time senere, observerede han adskillige ting, der forvirrede ham.

Det så ud, som om en person havde gået rundt i hele haven iført træsko – men fodsporene var alt for latterligt små!

Han kunne heller ikke forstå, hvordan katten kunne have formået at lukke sig selv INDE i drivhuset og låse døren fra YDERSIDEN.

Da Peter kom hjem, tilgav hans mor ham, fordi hun var så glad for at se, at han havde fundet sine sko og jakke. Bomuld-hale og Peter foldede lommetørklædet sammen, og gamle fru Kanin trådede løgene op og hang dem fra køkkenloftet sammen med urtebuketterne og kanintobakken.