Nogle sultne hunde så en bunke huder på bunden af en bæk, hvor garveren havde lagt dem i blød.

En fin hud var et dejligt måltid for en sulten hund, men vandet var dybt, og hundene kunne ikke nå huderne fra bredden.

Så holdt de råd og besluttede, at det allerbedste var at drikke hele bækken.

Alle begyndte at slubre vandet i sig så hurtigt, de kunne.

Men selv om de drak og drak, indtil de — én efter én — næsten var ved at sprænge, var vandet i bækken stadig lige så højt som før.