Der var engang en stue fuld af dejlige ting: malerier, poleret træ og en hylde fyldt med små skatte. Ved kanten af bordet stod en porcelænshyrdinde, lille og skinnende som en fugl af hvidt lys. Hun holdt en lille guldstav med et strikket bånd. Hendes tøj var malet i bløde farver, og hendes sko var så blide, at man næsten kunne forestille sig, at de slikkede græs. Hun var smuk, men det hun elskede mest, var at stå ved siden af skorstensfejeren.

Skorstensfejeren var også af porcelæn, men han var malet sort som sod, bortset fra sit smilende ansigt. Han bar en lille stige over skulderen. "Jeg kunne være lige så fin," plejede han at hviske til hyrdinden. "Vi er begge lavet af samme hvide lerjord og bagt i samme ovn. Vi hører sammen."

"Jeg ved det," sagde hun stille. "Og jeg vil aldrig have andre." De holdt øje med hinanden og nikkede diskret, når ingen så.

Men nogen så altid. Fra den modsatte væg stirrede en gammel træskabsdør med et ansigt udskåret over håndtaget. Ansigtet var krigerisk med hornede ben, krøllede som grenene på et gammelt træ, og snoede øjne, som om de kunne se flere veje på én gang. Folk kaldte det Krieger-General-Kommandør-Løjtnant-Ben-Bukseben. Det var et langt navn for et stykke træ, men han var meget stolt. Af alle tingene i stuen kunne dette ansigt virkelig flytte sine øjne, for de var udskåret, så de så lige frem, til siderne og endda lidt ned. Og på det seneste havde han kastet sit blik på hyrdinden. Han ville have hende som sin lille brud.

"Glem ham!" hviskede skorstensfejeren. "Han er gammel og af træ. Du er lille og dejlig. Lad os gå væk, før det er for sent."

Hyrdinden rystede. "Men hvor?" sagde hun. "Verden er stor, og vi er små."

"Gennem skorstenen," foreslog skorstensfejeren med et håbefuldt smil. "Jeg kender vejen godt. Vi vil klatre op og ud, over tagene, der hvor himlen er åben. Der vil vi aldrig finde os i kasser eller skuffer eller stift vente på hylder."

Hun så på ham med store, lyse øjne. "Det er stejlt og farligt, kan jeg klare det?"

"Vi vil gå langsomt," sagde han. "Jeg vil holde din hånd."

Om natten, da stuen var stille, trådte hun over bordets kant. Skorstensfejeren skyndte sig til hende, og sammen begyndte de deres rejse. Først kom de ind i pejsen, som var mørk og fuld af kold aske. Stenen var ru under hendes små fødder, og hendes hænder blev grå af de sorte vægge. "Skal vi vende om?" sagde hun stille.

"Ikke endnu," hviskede han. "Snart vil vi se stjernerne."

Trin for trin klatrede de. Stenen var ujævn. Mørket var tykt og tungt. Hendes hjerte bankede. Hendes porcelænsarme var ikke lavet til at klatre—men kærlighed gjorde alt lettere. Skorstensfejeren stødte sig på en ribbe af metal. Han sukkede. Men ovenover så han en lille plet af lys: himlen. Med et sidste træk nåede de toppen, og de stod sammen på skorstensranden, med vinden i ansigtet og stjerner spredt som salt over natten.

Hyrdinden kiggede. Verden spredte sig uendeligt—bølgende tage, glitrende gader, lyse vinduer og dybe skygger. Det var for meget. "Jeg kan ikke," hviskede hun. Hun begyndte at ryste. "Det er for stort. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg vil hjem, til mit hjørne, til mit sikre sted. Lad os gå ned igen, kære."

Skorstensfejeren så på hende og derefter på himlen. Hans hjerte sank, for han elskede friheden, men han elskede hende mere. "Nå vel," sagde han stille. "Så vil vi vende tilbage sammen." Han hjalp hende ned igen, trin for trin, sværere nu, for sorg var tungere end frygt.

Da de kom tilbage til stuen, stod alting præcis, som de havde forladt det—undtagen ét. Krieger-General-Kommandør-Løjtnant-Ben-Bukseben var væltet fra sit skab og lå i tre stykker på gulvet. Hans ansigt var stille, hans blik var lukket for evigt.

"Det var hans egen fejl," svarede husets ejer næste morgen, da tjeneren fejede skårene væk. "Han bøjede sig for meget." Der blev ikke talt mere om det siden.

Hyrdinden og skorstensfejeren blev tilbage på bordet. Der blev ikke lagt flere planer. De holdt hinanden endnu nærmere, og hver gang skorstensfejeren kiggede op mod pejsen, tænkte han på stjernerne. Men hver gang han kiggede på hyrdinden, smilede han, for nogle gange var det modigste valg at blive, når den, man elsker, har brug for én. Og hun havde brug for ham, så de blev sammen, side om side, lige fra den dag til nu.