Nia elskede eventyr. En rolig nat var himlen mørkeblå og fuld af sølvstjerner. Nia pakkede sin lille rygsæk. Hun puttede et kompas (et værktøj, der peger mod nord), en lygte (et lys, man bærer) og et blødt tæppe ned i den. Hun var klar til en blid, modig rejse.

På hendes veranda landede der noget flagrende ved hendes tæer. Det var et papirkort! Det glimtede i månelyset som en fiskeskæl. En sølvlinje kurvede hen over det til en lille tegning af en blomst. Ved siden af den stod pæne bogstaver: Måneblomstereng. Nia smilede. Hun havde aldrig set en måneblomst før. Hun ville udforske.

Nia trådte ind i den stille have. Luften duftede af mynte og våd jord. Fårekyllinger sang. En kanin hoppede op fra det høje græs. Hans ører var lange og dinglende. "Jeg er Pip," syntes han at sige med et hop og et ryk. Nia fnisede. "Kom med mig, Pip." Sammen fulgte de den lysende linje på kortet mod horisonten, hvor himlen synes at møde jorden.

De nåede en lille bæk. Den boblede og sang. Strømmen, det bevægende vand, trak i flydende blade. Nia satte lygten på en sten. Hun fandt glatte sten og lavede en lille sti. Trin, trin, trin. Pip balancerede med forsigtige poter. Nia rakte sin hånd ud. De krydsede sammen. Modige, men forsigtige.

Stien førte ind mellem træerne. Natten føltes større der. Blade skabte bløde, hemmelige lyde. At hviske betyder at tale meget blødt, og træerne hviskede. Nia tog en dyb indånding. Hun løftede sin lygte. Skygger dansede, men forblev venlige. En blåfugl svævede ned til dem. "Jeg er Bree," trillede hendes sang. Bree fløj foran og kredsede tilbage, som en lille guide. I stilheden hørte Nia et ekko – en lyd, der hopper tilbage – af sin egen bløde nynnen.

Et lille pindsvin var viklet ind i en ranke. "Åh!" sagde Nia. Pip holdt ranken med sine tænder. Bree trak i den løse ende. Nia viklede forsigtigt den lille ven ud. "Tak," peb pindsvinet og blinkede søvnige øjne. Teamwork gjorde den svære ting let.

Ildfluer drev fra bregnerne og skabte et skær – et lille, blødt lys. Deres lys hoppede som små både. De svævede frem, og kortets sølvlinje lyste op. Nia, Pip og Bree fulgte det lysende spor, indtil træerne åbnede sig som et forhæng.

Der var det: Måneblomstereng. De runde knopper var tæt lukkede, som små næver. Kortet havde en sidste note: Syng og vent. Nia smilede. Hun sang en langsom, varm sang. Bree tilføjede høje toner som stjerner. Pip bankede en blid rytme. De ventede med rolige hjerter.

En efter en udfoldede knopperne sig. Kronblade åbnede sig som gab. Måneblomster skinnede hvide og bløde, og luften fyldtes med en sød duft, som honning og mælk. Engen sukkede. Nia så stille til. Hun plukkede ikke blomsterne. Et enkelt kronblad drev ned, en gave fra natten. Hun fangede det på sin håndflade.

"Modig," hviskede Nia, "betyder at prøve nye ting med omhu." Pips ører slappede af. Bree puttede hovedet under en vinge.

De fulgte kompasset tilbage hjem. Stjernerne blinkede godnat. Nia sneg sig i seng med kronbladet og kortet under sin pude. Hun følte sig sikker. Hun følte sig stolt. Hun lukkede sine øjne, og hendes drømme blomstrede som måneblomster, lyse og blide i mørket.