Der var engang en skomager, som arbejdede meget hårdt og var meget ærlig; men alligevel kunne han ikke tjene nok til at leve af. Til sidst var alt, hvad han havde i verden, væk, undtagen lige nok læder til at lave ét par sko.

Så skar han sit læder ud, klar til at sy dem næste dag, med den hensigt at stå tidligt op næste morgen for at arbejde. Hans samvittighed var ren, og hans hjerte let trods alle hans problemer; så han gik fredfyldt i seng, overlod alle sine bekymringer til Himlen og faldt snart i søvn. Om morgenen, efter han havde sagt sine bønner, satte han sig til sit arbejde. Til sin store undren så han da skoene stå helt færdige på bordet. Den gode mand vidste ikke, hvad han skulle sige eller tænke om denne mærkelige ting. Han kiggede på håndværket; der var ikke ét forkert sting i hele arbejdet; alt var så net og rigtigt, at det var et mesterværk.

Samme dag kom en kunde ind, og skoene passede ham så godt, at han villigt betalte en højere pris end sædvanligt for dem. Med pengene købte den stakkels skomager læder nok til at lave to par mere. Om aftenen skar han arbejdet ud og gik tidligt i seng, så han kunne stå op og begynde i god tid næste dag; men han blev sparet for alt besværet, for da han stod op om morgenen, var arbejdet allerede færdigt. Snart kom der købere ind, som betalte ham godt for hans varer, så han købte læder nok til fire par mere. Han skar arbejdet ud igen om aftenen og fandt det færdigt om morgenen, som før; og sådan gik det i nogen tid – hvad der blev gjort klar om aftenen, var altid færdigt ved daggry, og den gode mand blev snart trivelig og velhavende igen.

En aften, omkring juletid, da han og hans kone sad ved ilden og snakkede sammen, sagde han til hende: "Jeg skulle have lyst til at sidde oppe og holde vagt i nat, så vi kan se, hvem det er, der kommer og gør mit arbejde for mig." Konen kunne godt lide tanken; så de lod et lys brænde, gemte sig i et hjørne af rummet bag et ophængt gardin og holdt øje med, hvad der ville ske.

Så snart det var midnat, kom der to små, nøgne dværge ind; og de satte sig på skomagerens bænk, tog alt det udskårne arbejde og begyndte at sy med deres små fingre, stikke, banke og hamre løs i sådan en fart, at skomageren var fuld af undren og ikke kunne tage øjnene fra dem. Og de fortsatte, til arbejdet var helt færdigt, og skoene stod klar til brug på bordet. Dette var længe før daggry, og så skyndte de sig væk så hurtigt som lynet.

Næste dag sagde konen til skomageren: "Disse små væsener har gjort os rige, og vi bør være taknemmelige over for dem og gøre dem en god tjeneste, hvis vi kan. Jeg er ret ked af at se dem løbe rundt, som de gør; og faktisk er det ikke særlig anstændigt, for de har ikke noget på ryggen til at holde kulden fra. Jeg vil fortælle dig hvad: Jeg vil lave hver af dem en skjorte, en frakke, en vest og et par bukser til dem; og lav du hver af dem et lille par sko."

Tanken glædede den gode skomager meget. Og en aften, da alle tingene var klar, lagde de dem på bordet i stedet for det arbejde, de plejede at skære ud. Derefter gemte de sig for at se, hvad de små nisser ville gøre.

Omkring midnat kom de ind, dansende og hoppende rundt i rummet. Derefter gik de hen for at sætte sig til deres arbejde som sædvanligt; men da de så tøjet ligge til dem, lo og klukkede de og så ud til at være meget glade.

Så klædte de sig på i et håndevendt og dansede, kapriolerede og sprang rundt, så muntre som de kunne være; til sidst dansede de ud ad døren og væk over det grønne.

Det gode par så dem aldrig mere; men alt gik godt for dem fra den tid fremefter, så længe de levede.