Sneen var faldet blødt over den lille by. Peter og Lotta boede hos Tante Grøn, Tante Brun, Tante Lavendel og den kære Onkel Blå. Det var næsten jul, og hele huset summede af travlhed og strålede lyst.

"Jul kommer!" sagde Peter.

"Vi må hjælpe," sagde Lotta.

En mørk morgen smilede Tante Lavendel og satte en hvid krans på Lottas hoved. Små lys tindrede. "Du må være vores Sankt Lucia," sagde hun. Lotta gik langsomt, som en glødende engel, der bar varme safranboller. Peter fulgte med en bakke med kopper. En kop raslede og plaskede, men ingen gjorde noget. Tanterne klappede og lo, og Onkel Blå bukkede storslået. "Vidunderligt!" sagde han. "Nu begynder julen virkelig."

Der var så meget at gøre. Tante Brun blandede krydderier og rullede peberkager. Peter skar stjerner, hjerter og små geder ud. Lotta pressede rosiner ind i en rund peberkagegris. Køkkenet duftede sødt og hyggeligt.

Tante Grøn og børnene gik ud i haven for at finde grangrene. Deres næser blev lyserøde i kulden. "Disse vil se dejlige ud på trappen," sagde hun. Tante Lavendel kom med lyse bånd og papir. Sammen lavede de papirkæder og en skinnende stjerne til toppen af træet.

"I dag dypper vi lys," sagde Tante Brun. Hun viste dem, hvordan man sænker væger ned i varmt voks og løfter dem op igen. "Dyp, tæl og vent," lærte hun. Peter og Lotta dyppede og talte og ventede, og snart var der glatte hvide lys, pæne og stolte.

På markedet tog Onkel Blå deres hænder. Boderne var fyldt med røde æbler, nødder og halmbukke med horn. En rigtig ged blinkede til dem fra en fold. Peter stirrede. "Er det Julebukken?" hviskede han.

"Måske," sagde Onkel Blå med et glimt i øjet. "Juleaften bringer Julebukken gaver. Men kun til gode og hjælpsomme børn."

Peter og Lotta nikkede meget alvorligt. De ville være gode og hjælpsomme. Hele ugen arbejdede de hårdt. Peter bar brænde til komfuret. Lotta støvede stolene af. De lavede også hemmelige gaver. Peter limede en lille æske til Onkel Blå og malede den blå. Lotta syede lavendel i en lille pude til Tante Lavendel. Til Tante Grøn pressede de et rødt blad mellem papir og lavede et billede. Til Tante Brun bandt de et bundt kanel med en sløjfe.

En eftermiddag så de et nabovindue, hvor der ikke var lys. Huset så ensomt ud. Lotta trak i Peters ærme. "Lad os dele," sagde hun. De fyldte en lille kurv med et par æbler, nogle peberkager og et lys, de selv havde dyppet. De satte kurven ved døren, ringede på klokken og løb væk grinende, som to små julenisser.

Endelig oprandt juleaften. Onkel Blå bragte træet ind, snedækket og grønt. Peter holdt det lige. Lotta rakte papirkæderne op, den skinnende stjerne og peberkagehjerterne på snore. Tante Lavendel tændte de nye lys. Rummet glitrede. Alle tog hinanden i hænderne og dansede rundt om træet og sang en lys sang.

Pludselig var der et højt bank. Dump, dump! Peter og Lotta frøs. Døren åbnede, og ind trådte en skikkelse, høj og lodden, med horn og en stor sæk.

"God aften!" kom en dyb, sjov stemme. "Er der nogle gode børn her?"

Peter klemte Lottas hånd. "J-ja," sagde de sammen.

Julebukken grinede og åbnede sækken. Ud kom vidundere! En slæde til Peter, skinnende og rød. En dukke til Lotta, med en blød uldkjole. Bånd og nye vanter til tanterne. Et blåt tørklæde tumlede også ud, og et øjeblik så bukken overrasket ud. En blå handske gled til gulvet. Onkel Blå hostede i hjørnet.

"Tak, Julebuk!" råbte Peter og Lotta. De var ikke bange længere. De var glade hele vejen til tæerne.

Da bukken var gået, samlede Peter handsken op. "Dette ligner—" begyndte han.

Onkel Blå smilede og puttede handsken i sin lomme. "Hvilken hjælpsom buk," sagde han. Peter og Lotta kiggede på hinanden og smilede tilbage. De kunne nu holde på en julehemmelighed.

De spiste varm risengrød og delte appelsiner og nødder. Så gav de deres egne små gaver. Tante Grøn pressede bladbilledet til sit hjerte. Tante Lavendel krammede den lille lavendelpude og lo over den søde duft. Tante Brun bandt båndet om kanelbundtet og sagde, "Nu vil køkkenet dufte som jul for evigt!" Onkel Blå åbnede sin blå æske og sagde, "En skatæske til mine skatte!" Han lagde den handske, der var faldet ud, indeni og blinkede.

Sneen faldt blødt udenfor. Lys glødede. Peter og Lotta krøllede sig søvnigt sammen og tænkte på det skinnende træ, den venlige Julebuk og glæden ved at give. "Jul handler om at hjælpe," hviskede Lotta.

"Og dele," sagde Peter.

De drev af sted med glade hjerter, mens det lille hus skinnede som en stjerne i vinternatten.