Der var engang en mand og en kone, som længe forgæves havde ønsket sig et barn. Til sidst håbede konen, at Gud ville opfylde hendes ønske. Bag i deres hus havde disse mennesker et lille vindue, hvorfra en pragtfuld have kunne ses. Den var fuld af de smukkeste blomster og urter. Haven var dog omgivet af en høj mur, og ingen turde betræde den, for den tilhørte en troldkvinde, som havde stor magt og blev frygtet af hele verden. En dag stod konen ved dette vindue og kiggede ned i haven. Da så hun et bed, som var plantet med den smukkeste rapunzel. Den så så frisk og grøn ud, at hun længtes efter den; hun hentæredes helt og begyndte at se bleg og elendig ud. Hendes mand blev alarmeret og spurgte: "Hvad fejler dig, kære kone?" "Åh," svarede hun, "hvis jeg ikke kan få noget af rapunzlen, som er i haven bag vores hus, skal jeg dø." Manden, som elskede hende, tænkte: "Hellere end at lade din kone dø, skal du bringe hende noget af rapunzlen selv, koste hvad det vil." I skumringen klatrede han over muren og ned i troldkvindens have, greb hastigt en håndfuld rapunzel og tog den med til sin kone. Hun lavede straks en salat af den og spiste den grådigt. Den smagte så godt – så godt, at hun næste dag længtes tre gange så meget efter den som før. Hvis han skulle have nogen ro, måtte han endnu en gang stige ned i haven. I aftenens mørke lod han sig derfor atter ned; men da han var klatret ned ad muren, blev han forfærdeligt bange, for han så troldkvinden stå foran sig. "Hvordan kan du vove," sagde hun med vredt blik, "at stige ned i min have og stjæle min rapunzel som en tyv? Du skal lide for det!" "Åh," svarede han, "lad barmhjertighed træde i stedet for retfærdighed, jeg besluttede mig kun for at gøre det af nød. Min kone så din rapunzel fra vinduet og følte sådan en længsel efter den, at hun ville være død, hvis hun ikke havde fået noget at spise." Da lod troldkvinden sin vrede mildnes og sagde til ham: "Hvis det forholder sig, som du siger, vil jeg tillade dig at tage så meget rapunzel med dig, som du vil, men kun på én betingelse: Du skal give mig det barn, som din kone vil bringe til verden. Det skal blive godt behandlet, og jeg vil sørge for det som en mor." Manden samtykkede i sin skræk i alt, og da konen var nedkommet, dukkede troldkvinden straks op, gav barnet navnet Rapunzel og tog det med sig.

Rapunzel voksede til det smukkeste barn under solen. Da hun var tolv år gammel, lukkede troldkvinden hende inde i et tårn, der lå i en skov og hverken havde trappe eller dør. Helt øverst var der dog et lille vindue. Når troldkvinden ville gå ind, stillede hun sig under det og råbte:

"Rapunzel, Rapunzel, Lad dit hår ned til mig."

Rapunzel havde pragtfuldt langt hår, fint som spundet guld. Når hun hørte troldkvindens stemme, løsnede hun sine flettede lokker, viklede dem rundt om en af vinduets kroge ovenover, og så faldt håret tyve alen ned, hvorefter troldkvinden klatrede op ad det.

Efter et år eller to red kongesønnen gennem skoven og passerede tårnet. Da hørte han en sang, der var så charmerende, at han stod stille og lyttede. Dette var Rapunzel, der i sin ensomhed tilbragte sin tid med at lade sin søde stemme klinge. Kongesønnen ville klatre op til hende og ledte efter tårnets dør, men fandt ingen. Han red hjem, men sangen havde så dybt rørt hans hjerte, at han hver dag tog ud i skoven og lyttede til den. Engang da han stod bag et træ, så han, at en troldkvinde kom dertil, og hørte, hvordan hun råbte:

"Rapunzel, Rapunzel, Lad dit hår ned til mig."

Så lod Rapunzel fletningerne af sit hår falde ned, og troldkvinden klatrede op til hende. "Hvis det er stigen, hvorpå man stiger op, vil jeg også prøve min lykke," sagde han. Næste dag, da det begyndte at blive mørkt, gik han til tårnet og råbte:

"Rapunzel, Rapunzel, Lad dit hår ned til mig."

Straks faldt håret ned, og kongesønnen klatrede op.

Først var Rapunzel forfærdeligt bange, da en mand, som hendes øjne aldrig havde set før, kom til hende. Men kongesønnen begyndte at tale til hende som en ven og fortalte hende, at hans hjerte var blevet så rørt, at det ikke havde ladet ham i ro, og han havde været tvunget til at se hende. Så mistede Rapunzel sin frygt. Da han spurgte hende, om hun ville tage ham som sin mand, og hun så, at han var ung og kæk, tænkte hun: "Han vil elske mig mere end gamle fru Gothel gør." Og hun sagde ja og lagde sin hånd i hans. Hun sagde: "Jeg vil gerne rejse væk med dig, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ned. Bring en dusk silke med dig, hver gang du kommer, så vil jeg væve en stige med den, og når den er klar, vil jeg stige ned, og du vil tage mig med på din hest." De aftalte, at indtil da skulle han komme til hende hver aften, for den gamle kone kom om dagen. Troldkvinden bemærkede intet af dette, indtil Rapunzel engang sagde til hende: "Fortæl mig, fru Gothel, hvordan det kan være, at du er så meget tungere for mig at trække op end den unge kongesøn - han er hos mig på et øjeblik." "Åh! du onde barn," råbte troldkvinden. "Hvad hører jeg dig sige! Jeg troede, jeg havde adskilt dig fra hele verden, og alligevel har du bedraget mig!" I sin vrede greb hun Rapunzels smukke lokker, slog dem to gange rundt om sin venstre hånd, greb en saks med den højre. Snip, snap, blev de klippet af, og de dejlige fletninger lå på gulvet. Og hun var så ubarmhjertig, at hun førte stakkels Rapunzel til en ørken, hvor hun måtte leve i stor sorg og elendighed.

Men samme dag, som hun forviste Rapunzel, fastgjorde troldkvinden fletningerne af håret, som hun havde skåret af, til vinduets krog. Da kongesønnen kom og råbte:

"Rapunzel, Rapunzel, Lad dit hår ned til mig."

lod hun håret falde ned. Kongesønnen steg op, men i stedet for at finde sin kære Rapunzel, fandt han troldkvinden, der stirrede på ham med onde og giftige blikke. "Aha!" råbte hun hånligt, "du ville hente din kæreste, men den smukke fugl sidder ikke længere og synger i reden; katten har fået den og vil også ridse dine øjne ud. Rapunzel er tabt for dig; du vil aldrig se hende igen." Kongesønnen var ude af sig selv af smerte, og i sin fortvivlelse sprang han ned fra tårnet. Han slap med livet, men tornene, han faldt ned i, gennemborede hans øjne. Så vandrede han helt blind rundt i skoven, spiste kun rødder og bær og gjorde intet andet end at klage og græde over tabet af sin kære hustru. Således strejfede han omkring i elendighed i nogle år og kom til sidst til den ørken, hvor Rapunzel levede i elendighed med de tvillinger, hun havde født, en dreng og en pige. Han hørte en stemme, og den forekom ham så bekendt, at han gik imod den. Da han nærmede sig, genkendte Rapunzel ham, faldt ham om halsen og græd.

To af hendes tårer vædede hans øjne, og de blev atter klare, så han igen kunne se som før. Han førte hende til sit kongerige, hvor han blev glædeligt modtaget, og de levede længe derefter lykkelige og tilfredse.